FAQ

Har du et spørgsmål til CNH Media?

Her finder du svar på de spørgsmål, som vi oftest stilles af vores kunder. Finder du imod forventning ikke svar på dine spørgsmål i nedenstående, er du selvfølgelig meget velkommen til at kontakte os – så vil vi gøre alt hvad vi kan for at besvare dit spørgsmål.

Genveje til FAQ-sektioner:

Google Ads

Hvor lang tid går der før min konto er klar?

Som udgangspunkt sættes der to uger af til at udvikle en ny konto under forudsætning af, at vi har modtaget den nødvendige adgang og information ift. opsætning. Dog skal der gøres opmærksom på, at det er muligt, at kontoen kan være klar før eller senere end de to uger alt afhængigt af kontoens størrelse.

Hvornår kan jeg forvente at se resultater?

Der er desværre ikke et enkelt facit på dette spørgsmål. Vi har erfaring med kunder, der får mærkbare resultater nærmest med det samme, men ligeledes oplever vi også ofte, at der kan gå et par måneder før man er kommet ind på det helt rette spor, hvorefter konverteringer og prisen herpå virkelig kan begynde at sparke r** – så at sige 🙂

Det er vigtigt at have in mente, at resultaterne på din Google annoncering – samt den tid det tager at opnå dem – i høj grad afhænger af din branche, dit geografiske område, dit budget, din konkurrencedygtighed og ikke mindst dit brand.

Hvorfor får jeg ingen nye kunder?

Ærligt? Der kan være adskillige årsager!

Først og fremmest anbefaler vi, at du læser ovenstående spørgsmål, da tid er en nødvendighed. Præcis hvor længe der går, er svært at vurdere, men Rom blev heller ikke bygget på en dag.

Giv det lige en chance, og kom med alt det konstruktive feedback, som du overhovedet kan ift. søgeord, forståelse af dit brand, dit kendskab til dine kunder og deres kunderejse samt annoncetekster m.m.

Andre faktorer der kan spille ind, når det kommer til at tiltrække nye kunder, kan være hvorvidt der er gunstige kontakt muligheder og de rette landingssider samt ikke mindst en holistisk hjemmeside, som er up to date ift. content, rent visuelt og ikke mindst teknisk (SEO). Kort sagt, i sidste ende er det din hjemmeside, der skal få folk til at konvertere – dét vi hjælper med, er at få dem ind på din side.

Afslutningsvist skal det ej heller være en hemmelighed, at et større budget bidrager til hurtigere at indsamle data, som jo er nøglen til forstå hvad, hvor og hvornår kunderne henvender sig (forudsat at der er opsat sporing).

Ejer jeg alt selv? Har jeg administrator adgang til alt?

JA! Tillid og gennemsigtighed er en stor del af vores samarbejde, så ja, du får selvfølgelig administratoradgang til din Google Ads konto, din Analytics og Tag Manager konto, såfremt du ønsker det, og du ejer alt selv.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg selv vil ind og foretage ændringer på min konto?

Du har som nævnt ret til at foretage de ændringer, du ønsker på din konto, dog er der ingen grund til, at vi modarbejder hinanden. Derfor anbefaler vi, at du kontakter os per mail eller telefon og oplyser os om de ændringer, du overvejer. På denne måde kan vi nemlig sparre sammen, og tilbyde vores professionelle rådgivning og samtidig få indsigt i hvorfor du overvejer at ændre søgeord/tekster/landingssider/budget eller hvad end det måtte være.

Hvordan foregår betaling til Google?

Google trækker automatisk de penge, som der går til klik på din konto. Pengene trækkes oftest en gang i måneden, men der kan være opsat andre betalingsdage/metoder på kontoen. Dette kan alt sammen ses under “Fakturering og betaling / Billing & Payments” på din Google Ads konto.

Se nedenstående billede:

Det er også her, hvor du kan downloade fakturaerne direkte fra din Google Ads konto.

Modtager jeg rapporter fra jer?

Dette er meget op til den enkelte kunde. Nogle foretrækker at modtage vores rapporter med diagrammer, statistikker m.v., hvorimod andre ønsker et opkald i stedet eller en uddybende mail. Vi afklarer typisk dette spørgsmål helt i starten af samarbejdet.

Ønsker du en rapport, så gør os endelig opmærksom på det 🙂

Hvordan ser jeg mit kunde ID?

Du kan se hvor dit kunde ID står på nedenstående billede.

Hvorfor skal I have administrator adgang til min konto for at lave en rapport?

Vi har fuld forståelse for, at det kan være svært at overlade ens forretning til andre. Men vi tør næsten garantere, at når du får din rapport over din Ads konto, så er det chancen værd – for ikke at nævne, at rapporten er fuldstændig gratis, så du har intet at miste.

Vi har gjort dette i nogle år efterhånden, og det sidste vi ønsker er at “snyde” eller gøre noget på andres konti uden deres tilladelse – vi vil gerne bibeholde vores professionelle ry! For ikke at nævne, at vi naturligvis foretrækker at bruge vores tid på vores eksisterende kunder frem for at arbejde gratis 🙂

Dertil bør det nævnes, at I selvfølgelig til enhver tid kan fjerne vores administratoradgang efter udførelsen af rapporten.

Hvad gør jeg, hvis et andet bureau har kontaktet mig?

Vi er godt klar over, at vi befinder os i en konkurrencepræget branche. Vi har stor tillid til kvaliteten af det arbejde vi udfører, og mener selv, at vi er nogle af de bedste til det vi gør!

Som nævnt går vi ind for gennemsigtighed og tillid, så hvis du finder dig selv i denne situation, så tag gerne imod en rapport eller analyse fra et andet bureau. Hvis vi finder ud af noget, som vi ikke vidste – og hvis vi kan forbedre din konto – så er vi lutter øre.
Vi sætter meget stor pris på din ærlighed, og gør hvad vi kan for at give dig det samme igen.

Hjemmeside

Fortæller I mig, hvis der bør laves ændringer på min hjemmeside?

Hvis vi ser nogle ting, som bør forbedres, så gør vi typisk kunden opmærksom på det, da hjemmesiden er afgørende for at få leads til rent faktisk at kontakte jeres virksomhed.
For mere dybdegående feedback og vejledning ift. din hjemmeside, bør du få udarbejdet en SEO-analyse.

Laver I ændringer for mig på min hjemmeside?

Vi kan være behjælpelige med små rettelser på hjemmesiden – under den forudsætning, at vi har den nødvendige adgang – men er der tale om et mere tidskrævende og kompliceret stykke arbejde, så afregner vi pr. påbegyndt halve time.

Hvorfor skal I have administrator adgang til min hjemmeside for at lave ændringer?
Uden administratorrettigheder kan vi simpelthen ikke foretage nogle ændringer på hjemmesiden. Vi ved af erfaring, at der går alt for meget tid med at sende specifikke guidelines til, hvad der skal rettes/udføres på hjemmesiden. Der opstår også oftere fejl, når sidstnævnte metode anvendes.

Hvad er Call-Tracking? Og hvorfor skifter mit telefonnummer?

Call-Tracking er sporing på dit telefonnummer. Vi anvender det til at indsamle data om hvad der får din telefon til at ringe – online såvel som offline.

Når vi installerer Call-Tracking på din hjemmeside, går det ind og laver en funktion, som resulterer i at dit nuværende telefonnummer skiftes ud med et ”viderestillingsnummer”, der så at sige bliver lagt oven på dit telefonnummer. BARE ROLIG! Dem der ringer til dit telefonnummer, kommer fortsat igennem til dig.

Dét vi bruger Call-Tracking til er at tracke, hvor mange der ringer til dig via Google Ads annoncering – og ikke mindst hvornår de ringer til dig.

SEO

Hvad er SEO, og hvordan virker det?

SEO står kort fortalt for Search Engine Optimization. Modsat Google Ads er SEO organiske annoncer i Google, som du ikke betaler for. Vores fokus er både på on-page SEO, hvor vi kigger din side igennem for eksempelvis loadhastighed, sidetitler og content, men også på off-page SEO, hvor der er fokus på eksempelvis linkbuilding.

Hvornår kan jeg forvente at se resultater?

Hvis der allerede er opbygget et fundament, hvor nogle af de grundlæggende SEO-elementer er udarbejdet, vil du relativ hurtigt kunne se en virkning i forhold til dine placeringer af søgeord, og den trafik der følger med. Men hvis det er nystartet side, kan det være en mere langsommelig proces, fordi Google først skal lære din side at kende, og du skal have skabt noget SEO-værdi til din hjemmeside.
Men som tommelfingerregel skal du først forvente at se organiske resultater efter der er gået 6-12 måneder. Til gengæld kan din loadhastighed ofte mærkes hurtigere – og denne hænger desuden tæt sammen med din kvalitetsscore på Google Ads.

Hvordan ser jeg den reelle værdi af mit SEO? Har jeg adgang til alt materiale?

Du vil hver måned modtage en rapport, hvor vi gennemgår dine placeringer af diverse søgeord, samt de månedlige optimeringer, som vi har foretaget. Derudover lægger vi stor vægt på gennemsigtighed, så du er med i hele processen, og ved hvilke optimeringer vi foretager. Derudover gør vi en stor dyd ud af tracking, så du mere konkret kan se, hvor mange leads eller konverteringer vores SEO-arbejde har givet din virksomhed.

Hvad foretages der af optimeringer?

Det er meget forskelligt hvad vi foretager os i vores optimeringer. Vi udarbejder altid en SEO-analyse, hvor vi gennemgår de grundlæggende mangler på netop din hjemmeside. Herefter vil der blive udarbejdet en plan for SEO-processen, hvor vi selvfølgelig tager fat i de kritiske ting først, så det grundlæggende SEO er på plads. Efterfølgende fokuserer vi på det, der giver mest mening ift. din hjemmeside.

Facebook

Hvad er Facebook-annoncering?

Med Facebook-annoncering kan du nå ud til din målgruppe netop der, hvor de befinder sig med betalt annoncering.

Facebook er en af de billigste og mest effektive marketingkanaler, som du kan anvende. Du behøver ikke at være millionær for at opnå hurtige og mærkbare resultater. Der er i dag ca. 2,23 milliarder aktive brugere på platformen om måneden, så du kan roligt regne med, at din målgruppe også er at finde på den populære platform.

Du kan bruge Facebook-annoncering uanset om du befinder dig på B2C eller B2B markedet. Dér hvor Facebook især skiller sig ud fra andre marketingsmetoder, er når det kommer til deres meget specifikke målretning. Facebook har gennem tiden nemlig indsamlet masser af data om sine brugere, og denne data bliver annoncørernes største fordel.

En anden årsag til, at du bør annoncere på Facebook frem for blot at poste på din egen side, er pga. at Facebook i starten af 2018 ændrede deres algoritme, hvilket betyder at News Feed algoritmen prioriterer indhold fra venner, familie og grupper over virksomhedssider. Dvs. at du får meget sværere ved at nå ud til din målgruppe med organiske opslag.

Poster I på min Facebook-side?

Vi poster ikke opslag for dig på din Facebook-side. Facebook-annoncering skal nå ud til den ønskede målgruppe, der hvor de befinder sig, dvs. på tværs af Facebook, Instagram, Audience Network og Messenger. Vi når ud til målgruppen på de apps og hjemmesider, hvor de bruger deres tid.

Hvordan foregår betaling til Facebook?

Din betaling til Facebook afhænger af om du har valgt “automatisk betaling” eller “manuel betaling”, da du i sin tid oprettede din første annonce.

Automatisk betaling: Facebook debiterer dig automatisk, når du bruger et bestemt beløb, kaldet din faktureringsgrænse, og igen på den månedlige faktureringsdato ved eventuelle ikke-betalte beløb. Det er sådan, du skal betale, hvis du bruger PayPal eller de fleste kredit- og debetkort til at købe annoncer.

Manuel betaling: Herved skal du føje penge til din konto først. Derefter opkræver Facebook nogle af disse penge op til en gang om dagen, mens du kører annoncer. Det er sådan, du betaler, hvis du bruger en manuel betalingsmetode (f.eks. PayTM) til at købe annoncer. Du har ikke en faktureringsgrænse ved manuelle betalinger.

CNH Media

Hvorfor taler jeg ikke altid med den samme specialist inde hos jer?

Vi tror generelt set på, at vi fire øjne er bedre end to, hvorfor vi ofte får to eller flere specialister til at se på en konto med det formål at opnå de bedste resultater. Så derfor er det altid en god idé at få et par nye øjne på en konto.

I forlængelse heraf, kan du også opleve, at du taler med forskellige specialister inde hos os. Hvis vedkommende du plejer at tale med ikke er tilgængelig, så får du en anden specialist i røret. Dette påvirker på ingen måde din konto negativt – tværtimod!

Kan jeg få en ny kontaktperson hos jer, hvis kemien ikke føles helt rigtig?

Du kan altid bede om at få en ny kontaktperson, hvis du ikke føler, at jeres personlighed klinger. Det behøver som udgangspunkt ikke være den samme person, du har kontakt med som i sidste ende opretter og optimerer på dine produkter.

Hvordan opsiger jeg min aftale?

For at opsige dit abonnement skal du skrive til mailen: bogholderi@cnh-media.com. For nærmere information vedrørende præcis din aftale, anbefaler vi, at du læser de tilsendte salgs- og leveringsbetingelser endnu en gang.

Hvor ofte hører jeg fra jer?

Det er meget individuelt hvilket behov vores kunder har, derfor er det som udgangspunkt noget, du aftaler med en af vores specialister – enten i opstartssamtalen eller løbende, hvis nu behovet ændrer sig. Nogle ønsker en fast aftale hver måned, andre ringer når de har brug for det – det er meget forskelligt. Vi er som regel løbende i kontakt vores kunder via mail eller telefon, men venligst gør dine behov og ønsker tydelige, så vi får den bedst mulige kommunikation.

Menu